tirsdag den 17. maj 2011

Høvlspåner, skoletræthed og kærstesorger

I tømrerværkstedet bliver der diskuteret mange ting, mens maskinerne bliver fikset og brædderne afhøvles. På et børnehjem med knap 500 børn er der rigeligt at gå til for pedellen og hans lærlinge. Døre og dørkarme, der er spist op af termitter, bliver reproduceret og skiftet, tage repareres eller lægges om inden regntiden sætter ind og ja vigtigst af alt, de unge lærer et håndværk og får et skulderklap med på vejen.

Om morgenen og sidst på eftermiddagen hjælper Bent til i de store drenges hus. 95 drenge fra 13-20 år holder Bent og de seks andre ansvarlige medarbejdere fuldt beskæftigede.