mandag den 29. oktober 2007

Ungdomsklub i slummen


Hver måned har vi afsat 2.000 kr. i vores budget til at støtte lokale projekter. Herved har vi mulighed for at bakke op om det arbejde der gøres lokalt og har samtidig mulighed for selv at sætte nogle projekter i gang. Denne måned har vi valgt at støtte en nyopstartet ungdomsklub, som Génesis har sat i gang her i Suyapa. Ungdomsklubben har åben hver lørdag (havde 1. åbningsdag i lørdags) og skal fungere som et fristed for de unge, hvor de kan komme og spille fodbold, pool, bordtennis, kortspil samt bare hygge sig med hinanden og de unge fra kirken, som står bag projektet. Suyapa har længe manglet et sted for de unge og vi er derfor meget spændte på hvad klubben kan komme til at betyde for området.
Tak til alle jer der med jeres støtte er med til at gøre dette muligt!

mandag den 22. oktober 2007

1. uge på jobbet

Vores første arbejdsuge er nu veloverstået. Cathrine har været på lejr med 70 piger fra det udsatte Flores de Orientes kvarter. Pigerne var dog lige så herlige og energiske som på en ganske almindelig dansk sommerlejr.

Bent har været et par dage rundt med Alvin og besøgt forskellige projekter og medarbejdere af kirken. Derudover har han bygget et imponerende køkkeninventar – da vores køkken før blot var et betonbord med tilhørende vask...

Vores arbejdsgivere er dog en beskrivelse værdig:

Cathrines boss Sandra er Génesis socialarbejder. Her foregår det sociale arbejde dog langt fra skrivebordet og med en god portion snak og tålmodighed. Lige for tiden er temaet sexuelt misbrug – og der arbejdes med at informere børnene om deres muligheder for at sige fra. Desværre hører misbrug af børn – især piger – ikke til sjældenhederne her i bydelen. Trods den beskedne løn har Sandra viet sit liv til arbejdet med børn og voldsramte kvinder i Suyapa. Og det stråler ud af hende at hun elsker det!

Bents boss Alvin er en mand, der har gang i rigtig mange forskellige ting. Alle projekter handler dog om at hjælpe de mest udsatte børn – besøger børn på gaden, fængselsbesøg, bespisningscentre, kirke, skole og har jævnligt gadebørn boende i sit hjem. På gaden går han under navnet ”Papí Alvin” (Far Alvin). Han er en meget åben og impulsiv mand der ikke går et skridt uden at have Gud med i det. Ofte høre jeg ham sige: "Husk at bringe det frem for Gud i bøn". Noget som en dansker som mig, der tror han kan alting selv, kan lære meget af.

mandag den 15. oktober 2007

Børnenes dag


I fredags var det Børnenes dag i Honduras – dvs. alle børn havde fri fra skole og der var forskellige arrangementer i byen. Her i Suyapa holdte vi derfor en ”fest” for børnene fra Flores de Orientes, som er et af de mest belastede områder her i bydelen. Dagen sluttede af med Piñata slagning (a la fastelavnstønde) og et varmt måltid mad, så alle kunne gå mætte hjem.

torsdag den 4. oktober 2007

Vores nye hjem – med første rækkes udsigt!

Så er vi ankommet til Honduras – og er blevet taget rigtig godt imod!! Vi er blevet indlogeret hos et ældre ægtepar, mens at vi får gjort vores kommende lejlighed indflytningsklar. Det kræver lige en god omgang maling, en ekstra væg – så badeværelset bliver adskilt fra soveværelset, en ordentlig rengøring og diverse møbler.

Her er vores nye hjem i slumkvarteret Nueva Suyapa – det er lejligheden forneden, som vi skal bo i. Som I kan se, er der en rigtig skøn udsigt. I løbet af kort tid skulle der gerne blive lavet en terrasse foran huset, men de omstrejfende køer i forhaven slipper vi nok ikke for...