lørdag den 29. december 2007

Manos Extendidas – NU på video!

Et af december måneds helt store projekter har for Bent været at lave en video præsentation af Alvins og Manos Extendidas’ arbejde blandt gadebørnene.

På linkene nederst i bjælken til højre kan I se 2 af de 3 videoklip:
MEH - Street ministry
MEH - Church & Feeding centers

Manos Extendidas har pt. ikke mange penge at arbejde med og Alvin rejser derfor til USA i januar for at rejse midler til arbejdet.
- Så Bents produktion ryger direkte til ”The States”.

Honduransk team på Emmanuel


Børnehjemmet Emmanuel med over 400 børn får jævnligt besøg af udenlandske teams, som kommer og leger med børnene. Der har dog aldrig været et honduransk team - så det besluttede vi os for at lave om på!

Lørdag d. 8. dec. var vi med 10 unge her fra Génesis projektet på Emmanuel. Formålet var at give børnene en sjov og underholdende dag samt at statuere nogle gode rollemodeller for børnehjems-børnene.

Og alt tyder på at succesen skal gentages i 2008.

onsdag den 12. december 2007

Weekend hos Alvin

Den sidste weekend i november var vi med alle de danske Impact volontører på besøg hos Alvin. En af vores arbejdsopgaver for Impact er at være kontaktpersoner for de volontører, der er her i landet – dvs. vi skal holde en jævnlig kontakt til volontørerne og kunne træde til, hvis der er behov for det.

7 ud af 12 volontører arbejder på børnehjem i landsbyerne 1-2 timers kørsel fra hovedstaden. For at give disse volontører mulighed for at møde Honduras gadebørn og se hvilke vilkår børnehjemsbørnene kommer fra, arrangerede vi en ”Team”-weekend for alle volontører hos Alvin.

Lørdag formiddag besøgte vi Casitas, et af statens børnehjem, hvor børnene bliver ”opbevaret” inden de sendes videre til private børnehjem eller adopteres bort. Her havde vi et par timer til at lege med børnene og give dem et break fra den ellers trivielle hverdag.

Om aftenen tog vi på gaden for at dele sandwich og varm kaffe ud til gadebørnene. Selvom vi nu har været på gaden flere gange bliver vi overvældet og rørt hver gang.

Vi mødte Rosa, som vi i sommers lavede et interview til TV-Avisen med. Hendes HIV har nu udviklet sig og lægerne mener at hun højst har 6 mdr. igen. Hun lever stadig på gaden og bliver mere og mere trist og hærget at se på.

Rosa på gadehjørnet, hvor hun holder til. Limen dulmer smerterne fra sult og et liv på gaden, mens at hun må prostituere sig for at få råd til lim og mad.
- Be’ gerne for hende og at det må lykkes Alvin at finde et hjem hvor hun kan tilbringe den sidste tid.