Hjemmebesøg...

De sidste 2 uger har vi (Genesis’ to socialarbejdere) været på hjemmebesøg ved kvinderne fra Mujeres Valientes gruppen. Når vi møder kvinderne på kontoret er de altid rene og pæne i tøjet, man tænker derfor ikke over hvor fattige de egentlig er. Hjemmebesøgene gav dog et helt andet billede af situationen.
– Hvordan holder man sig så pæn ren, når badeværelset er en vandhane i baghaven?! Og når der ikke er noget gulv i huset, men blot ler og sten?!

Toiletskuret i baghaven hos en mor til 4


Typisk familiehus i det fattige Flores de Orientes kvarter

Fattigdommen her i kvarteret avler desværre også en masse andre problemer. Flere af kvinderne føler sig tvunget til at blive ved en voldelig ægtemand, da han er familiens eneste indtægtskilde. Eller den konstante skyldfølelse over ikke at kunne give sine børn ordentligt tøj (eller en julegave) får én til at stjæle fra naboen.

Det er hårde vilkår mange af disse kvinder må leve med, men trods det så er de næsten altid glade og takker Gud for, det lidt de har! Her i slumkvarteret Suyapa giver det pludselig meget mere mening for os at bede bordbøn og sige Gud tak for mad på bordet..... Hvor er vi velsignede på mange måder. Tak til alle jer der beder for os – det kan mærkes!


De dejlige unger

Gavmildhed der slår benene væk under én

På en bustur ned til centrum fik jeg åbnet øjnene for hvad det vil sige at være "en glad giver".

Jeg var på vej ned til socialkontoret med den gruppe kvinder, vi arbejder med. Kvinder der alle har levet under nogle vanskelige og ofte voldige forhold i hjemmet – vi kalder dem derfor ”Mujeres Valientes” (Modige kvinder). Alle disse kvinder er ekstremt fattige og vi var på vej ned på socialkontoret for at få udleveret majsmel, så de kan lave tortillas til dem selv og børnene. Busturen koster 3 lempiras og jeg var kun kommet af sted med en 100-lempiras seddel! Her har man aldrig for mange penge i kassen. Selvom 100 lempiras blot svarer til 30 kr. kiggede chaufføren bare på mig og rystede på hovedet. Efter et fortvivlet øjeblik prikkede en af kvinderne mig på skulderen og gav mig – den rige hvide dansker – 3 lempiras fra lommen, mens hun smilede og sagde at det var en gave fra Gud.

Hvis vi alle kunne have denne kvindes giversind ville verden være et meget bedre sted at leve.....!?

Nu med bil!!

Torsdag eftermiddag kørte Alvin og jeg endnu engang rundt på hans motorcykel for at lede efter en bil. Måden man finder en bil på her i Honduras, er at holde øje med alle biler, hvor der står ”Se venden” (Til salg) i bagruden og er det en bil man kan lide, er handlen i gang. Vi var på udkig efter en bil, der skulle kunne køre i det ujævne og bakkede terræn her i Suyapa, kunne rumme mange mennesker, ikke være for dyr og ikke vække opsigt.
Vi kom kørende forbi og så en Mazda m. dobbelt kabine præcis den slags bil vi var på udkig efter. Vi gjorde ham opmærksom på, at vi var interesseret og fik lov til at få en prøvetur. 45 min. efter havde vi været forbi et lille advokat kontor for at få styr på papir arbejdet – og nu er jeg den lykkelige ejer af en Mazda pick-up 2,2D m. dobbelt kabine fra ’92!