tirsdag den 17. maj 2011

Emmanuel vores nye hjem

At tilpasse sig et nyt hjem og en ny hverdag er med et lille familiemedlem pludselig blevet meget mere omfattende og tidskrævende. Vi har nu boet her på Børnehjemmet Emmanuel i tre måneder og kun et enkelt blog indlæg er det blevet til. Men hav tålmodighed med os updates er på vej...

Transition Home planerne er lagt på hylden for en tid og vi har dedikeret os til arbejdet med de unge her på Emmanuel. Målet er bedre forberedelse inden de unge forlader børnehjemmet, så de er bedre rustet til livet udenfor Emmanuels trygge rammer. Bent arbejder dagligt i træværkstedet samt med supervision af de 13-20-årige drenge. Cathrine passer lille Josva og arbejder på et ny opstartet Youth Community Project.

En hverdag, der på mange måder ligger langt fra hverdagen med de unge i hovedstaden, men udfordringer er der nok af og vi nyder at arbejde med de unge samt at have mere plads til at være familie.

Høvlspåner, skoletræthed og kærstesorger

I tømrerværkstedet bliver der diskuteret mange ting, mens maskinerne bliver fikset og brædderne afhøvles. På et børnehjem med knap 500 børn er der rigeligt at gå til for pedellen og hans lærlinge. Døre og dørkarme, der er spist op af termitter, bliver reproduceret og skiftet, tage repareres eller lægges om inden regntiden sætter ind og ja vigtigst af alt, de unge lærer et håndværk og får et skulderklap med på vejen.

Om morgenen og sidst på eftermiddagen hjælper Bent til i de store drenges hus. 95 drenge fra 13-20 år holder Bent og de seks andre ansvarlige medarbejdere fuldt beskæftigede.

Youth Community Project

Ungdomsmøder, ungdomsgudstjenester, udflugter, ledertræning, sportsevents, outreach i lokalsamfundet mm. Med støtte fra DUF (Dansk Ungdoms Fællesråd) og BBU (Baptisternes Børne- og Ungdomsforbund) er et nyt ungdomsprojekt startet op på Emmanuel. Cathrine og fire andre staff medarbejdere står i spidsen for projektet, der med tiden gerne skulle udklægge endnu flere ledere og ansvarlige unge mennesker.

Visionen er at de unge må gøre en forskel - i deres eget liv og i deres samfund.